4. november 2022 – TORSO & FRAGMENTER

En udstilling om stærke torsoer og andre kropsdele

Kunstnerforeningen Kubus Alba i Højbjerg åbner igen dørene for en spændende udstilling. Denne gang er det billedkunstnerne Dick Nyhuus og Lotte Kejser, der undersøger og udfolder torsoen og andre kropsdele gennem skulpturer og malerier. De har kaldt deres udstilling for Torso og fragmenter.

Dick Nyhuus er en alsidig kunstner, som gennem mange år har arbejdet skulpturelt med menneskekroppen. Han modellerer som oftest kroppen som en abstrakt figurkomposition, hvor han tager afsæt i kernen og arbejder med tyngden. Hans foretrukne materialer er ler, gips og træ.

Lotte Kejser er primært maler. Hendes værker lægger sig genremæssigt i grænsefeltet mellem abstraktion og figuration. Hun arbejder med oliemaling – masser af oliemaling – og hun har også ofte menneskekroppen som motiv. Hendes værker fremstår ekspressive og man fornemmer en stor energiafledning.

De to billedkunstnere har nu slået sig sammen om udstillingen: Torso og fragmenter. Udstillingen viser de i Kubus Alba´s udstillingsrum på L.A. Ringvej 54 i Højbjerg i perioden 4. – 13. november.

Ordet torso kommer af det latinske ord tursus, som betyder stængel, stamme, stav. Torsoer – kroppe uden arme, ben og hoved – er et kendt motiv i kunsthistorien. Det har fascineret mange billedkunstnere at arbejde med torsoen – også billedhuggeren Auguste Rodin, som har udtalt: ”Smukkere end en smuk ting er den smukke tings ruin”.  I kunstens verden har torsoen traditionelt – pga. dens ufuldstændige og måske også ødelagte udtryk – været et symbol for en tabt tid og den har haft noget melankolsk over sig. Torsoens ufuldstændige udtryk gør også at vi som beskuere nudges til at forestille os, hvordan den samlede krop ville have set ud – det vil sige vores fantasi stimuleres.

Udstillingen har fernisering fredag den 4. november kl. 15.30 – 17.30 og kan opleves alle dage i perioden 5. – 13.11. (undtagen lørdag 12.11.) kl. 14.00 – 17.00.

”Torso og fragmenter” af Dick Nyhuus & Lotte Kejser

Kunstnerforeningen Kubus Alba L. A. Ringsvej 54 8270 Højbjerg

Instagram: @Dicknyhuus @Lottekejserart @kubus_alba

www.kubusalba.dk